torsdag den 16. november 2017

Gleichschaltung m.m.




Fra januar 1933, da Hitler bliver udnævnt til kansler, og frem til 1935, gennemførtes en proces som nazisterne kaldte "gleichschaltung"-processen (ensretningsprocessen). Vores undren går på, hvordan det kunne lykkedes nazisterne - og Hitler i særdeleshed - at få monopol på magten i Tyskland.

De nedenstående spørgsmål afspejler de spørgsmål, som enhver historiker med respekt for sig selv må stille sig selv. Altså hvordan I skal tænke, når I skal op til eksamen. Bemærk at kun få af svarene kan findes i lærebogen, der netop ikke stiller spørgsmål, men er tilfreds med blot at genfortælle populære myter om Det tredje Rige. 

Hvordan kunne nazisterne få magten over politiet op til 1933-valgkampen? Magten over politiet lå hos delstaterne. Vi hører at nazisterne overtog indenrigsministerposten (og dermed magten i politiet) i Preussen (der rummede 2/3 af Tysklands befolkning). Hvordan kunne det gå til? Hvem havde tidligere haft magten i Preussen, og hvordan havde de mistet den? Søgetip: Preussenschlag.

Forklar hvordan henholdsvis Nødforordningen og Bemyndigelsesloven banede vejen for nazisternes magtovertagelse. Forklar baggrunden for, hvordan nazisterne kunne få vedtaget disse to love.


Var nazisterne et arbejderparti eller et konservativt parti? Vi kan gå til spørgsmålet på tre måder. Vi kan se på, hvilke samfundsgrupper der var henholdsvis overrepræsenterede og underrepræsenterede som medlemmer og vælgere i NSDAP. Lav denne analyse. Vi kan se på hvilke samfundsgrupper der støttede nazisterne på anden måde, nemlig økonomisk og moralsk. Lav denne analyse. Vi kan se på hvilke mennesker nazisterne overdragede topposterne i Det tredje Rige – arbejderne eller hvem? Lav denne analyse. Lav en samlet konklusion, om hvorvidt nazisterne var et arbejderparti med opbakning fra arbejderklassen. 

søndag den 12. november 2017

Fremad mod magten!

  1. På et tidspunkt i midten af 1920'erne, så det ud til, at nazismen havde toppet, og blot var en parentes i historien. Hvad kan have svækket den nazistiske bevægelse?
  2. På det tidspunkt hvor nazisterne opnåede deres store popularitet, svækkedes den arbejderbevægelse, der stod som den rene opposition til nazismen. Hvilke forhold svækkede arbejderbevægelsen?
  3. Frederiksen (lærebogens forfatter) lader befolkningens modstand mod demokratiet være en væsentlig forklaring på nazismens fremvækst. Tyskerne stemte på nazisterne fordi de slet ikke kunne lide demokratiet, men ville have at tingene skulle være som de huskede det fra de gode gamle dage. Kritiser det standpunkt.
  4. Hvordan udnævnes en regering i Weimarrepublikken? 
  5. Læs nedenstående artikel og giv en forklaring på demokratiets deroute i Tyskland. Undervejs tager I noter, så I har overblik over, hvem der har kanslerposten hvornår.


Fra Kristeligt Dagblad:

Valgene til rigsdagen den 15. september 1930 ændrede den parlamentariske situation. Det gav fremgangen til de yderliggående partier og nationalsocialisterne. Rigskansler Heinrich Brüning fra det katolske midterparti Zentrum mistede sit parlamentariske flertal og blev afhængig af støtte fra socialdemokraterne. På grund af den kommunistiske og nazistiske trussel besluttede han at regere via nødforordninger, som Weimarrepublikkens forfatning med artikel 48 gav mulighed for. På den måde blev der dannet præcedens for at regere uden om parlamentet.

Ved valget i juli 1932 sejrede NSDAP, og med 37,3 procent af stemmerne blev det Tysklands største parti. Valgresultatet betød, at Hindenburg og de andre partier ikke kunne se bort fra Hitler, og mange af de mere moderate højrefløjspolitikere var også parate til at lade ham komme til magten ud fra den analyse, at de bedre kunne styre ham i en regering end uden for. Franz von Papen blev udpeget til at sammensætte en flertalsregering. Under de forhandlinger fik Hitler tilbudt en plads i regeringen, men han afslog og krævede i stedet at blive kansler. Det resulterede i endnu et valg.

Valget i november 1932 betød en lille tilbagegang for NSDAP, men det var fortsat Tysklands største parti. Den nyudnævnte kansler, Kurt von Schleicher, prøvede at regere med støtte fra venstredrejede nationalsocialister, midterpartiet Zentrum og socialdemokraterne. Det blev en kort regeringsperiode, for allerede i januar 1933 lykkedes det Franz von Papen, som nu kunne se en forbundsfælle i Hitler, at presse Hindenburg til at acceptere en koalition mellem højrefløjspartierne og NSDAP. Det gik Hindenburg modvilligt med til.

Hitler fik, i modsætning til hvad man nogle gange hører i offentligheden, aldrig flertallet af stemmerne ved et frit valg. I realiteten var det indflydelsesrige kræfter i det nationalkonservative spektrum og i industrien, der bærer ansvaret for, at Hitler i det hele taget blev udråbt til rigskansler i 1933. Først efterfølgende lykkedes det ham med sin Ermächtigungsgesetz at få parlamentet til at overdrage al magt til eneherskeren, siger Moritz Schramm.

Hitler havde ellers 10 år før forsøgt at komme til magten uden om demokratiets spilleregler. Ved det såkaldte Ølstuekup den 8. november 1923 stormede han og andre ledende nazister et møde, som den bayerske generalstatskommissær Gustav Ritter von Kahr holdt i en ølkælder i München. Nazisterne kaldte det en national revolution, men allerede den efterfølgende morgen stod det klart, at det ikke var lykkedes. Hitler fik efterfølgende en mild dom, som han inden udgangen af 1924 havde udstået.

Hitler indser, at man ikke uden videre kan kuppe sig til magten. Det mislykkede kupforsøg kan derfor anses som begyndelse på den senere strategi om at bruge demokratiets råderum til aktivt at afskaffe demokratiet, forklarer Moritz Schramm og fortsætter:

Efter magtovertagelsen i 1933 var der ikke længere tale om et demokrati. Nazisterne begyndte med det samme at ensrette samfundet og uskadeliggøre deres modstandere. Det kan man ikke betegne som demokrati, selvom der stadig blev afholdt valg i marts 1933 altså efter magtovertagelsen, siger Moritz Schramm. Her gik nazisterne frem, men fik fortsat ikke flertal.

Også Karl Christian Lammers peger på, at Hitler og nazisterne blev klar over nødvendigheden af at komme legalt til magten i overensstemmelse med de politiske spilleregler, efter partiet havde fået lov til at genopstå i 1925 efter Hitlers straf.


Siden 1930 havde der med Hindenburg udviklet sig den praksis, at regeringer blev udnævnt, uden at de nødvendigvis havde et parlamentarisk flertal bag sig. Ved kupforsøget i 1923 blev Hitler og hans folk nedkæmpet af hæren og politiet. Men som en regering udnævnt af Hindenburg kunne nazisterne regne med loyalitet fra hæren, politiet og statsapparatet. Omvendt betød det også, at alle, der ville hindre dem i at fortsætte efter magtovertagelsen, ville handle illegalt og mod demokratiet, siger han.

fredag den 3. november 2017

Nazisme = Socialisme?

Finansmanden og debattøren Lars Tvede er træt af at folk kalder partier som Liberal Alliance og Nye Borgerlige for højreradikale, og er særlig sur over når nogen sammenligner disse partier med nazister. Han mener derimod det er socialismen og nazismen der har noget til fælles. Læs nedenstående uddrag af Lars Tvedes artikel, og forhold dig til hans argumentation. 

Er du enig? Er nazisme identisk med socialisme? Er nazister højreorienterede? Er der nogle partier i aktuel (dansk) politik, der minder om nazisterne?

"I 1919 blev Hitler af militæret anmodet om at infiltrere det ekstremistiske venstrefløjsparti Deutsche Arbeiterpartei. Da han her overhørte en tale kaldet ”Hvordan og med hvilke midler kan kapitalismen ødelægges“, blev han imidlertid begejstret og meldte sig ind som medlem nummer 55. Senere blev han partiets leder, hvorefter han fik tilføjet ordet ”Nationalsozialistische” til dets navn, hvoraf betegnelsen ”nazi” kom. Altså fra det Tyske National Socialistiske Arbejderparti. 

Så socialisme igen. Og det var da også typisk marxister, der meldte sig ind. I 1934 indrykkede den amerikanske sociolog Theodore Abel en række annoncer i tyske medier, hvori han udlovede præmier til nazister, der ville beskrive årsagerne til deres politiske ståsted. Dette resulterede i ca. 700 essays, som blev grundlaget for bogen Why Hitler Came into Power. Det typiske svar fra disse nazister var, at de havde været marxister forinden, men her havde savnet en racefilosofi. Flertallet var racistiske marxister. 

Marxistiske racister
Da nazismen for alvor gik på strandhugst blandt kommunisternes vælgere, reagerede kommunisterne ved at spille på samme klaver som Hitler selv, såsom da den østrigske kommunistleder, Ruth Fischer, i en tale for nazistiske studerende i 1923 udtalte: ”De, der kræver en kamp mod jødisk kapital er allerede, mine herrer, klassekæmpere, selv om de ikke erkender det. I er imod jødisk kapital og ønsker at bekæmpe spekulanterne.” Så ja, ned med jøderne og kapitalisterne, og hun fortsatte i ret nazistisk stil: ”Kast de jødiske kapitalister ned, hæng dem fra lygtepælene, træd på dem!“

Her kan man jo tale om et værdifællesskab, og faktisk havde nazister og kommunister en betydelig udveksling af tilhængere. Frem til nazisternes totale magtovertagelse i 1933 stemte de typisk også for de samme love i det tyske parlament. Senere udraderede Hitler med særlig fryd kommunisterne, som jo konkurrerede om de samme stemmer som ham selv, men det er en anden sag.

(…)

Viljen til staten
Ideologisk set kombinerede nazisterne nationalisme, socialisme, racisme, økologi og fortidsromantik med en stærk ”vilje til staten“, som ideologen Arthur Moeller van den Bruck havde kaldt det. Staten skulle således bestemme, hvad der blev produceret, og hvordan folk skulle leve deres liv. Ja, den store, stærke stat; ikke civilsamfundet og slet ikke individet. 

Hovedfjenderne var omvendt borgerskabet, kapitalismen, jødedommen og liberalismen. Dermed undertrykte nazisterne, ligesom fascister og kommunister, også individuel frihed, selvstændighed, demokrati, tolerance og retsstat. Som hovedeksponenten for disse værdier så de Storbritannien og USA, som Hitler og Mussolini angreb militært."

Om liberalismen skrev van den Bruck: ”Liberalismen er en livsfilosofi, fra hvilken den tyske ungdom nu vender sig med kvalme, med vrede, med ganske særegen foragt, for der findes intet mere fremmed, mere frastødende, mere imod deres filosofi.” Og videre: ”Tysk ungdom anerkender i dag de liberale som ærkefjenden.“

Det var ikke svært for Hitler at indgå militæralliancer med såvel Mussolini i syd, som Stalin i øst, og da han senere erobrede en række liberale stater i Vesteuropa, lykønskede begge alliancepartnerne - kommunister og fascister - ham.

Kollektivismens mentalitet
Venstresocialisme, kommunisme, fascisme og nazisme drejer sig alle om stærk kollektivisme med en meget magtfuld stat, der opdrager folks børn og unge, har fast greb om produktionsapparatet og detailstyrer voksne liv og livsstil via regler, påbud og medieindoktrinering – i øvrigt træk, der også kendetegner islamismen. Lad mig illustrere tankegangen med følgende 16 politiske forslag, der er fremsagt i partiprogrammer gennem tiderne:

1. Arbejdere skal repræsenteres i alle industrikommissioner.
2. Den private ejendoms- og råderet til produktionsmidlerne skal ophæves og erstattes af forskellige former for kollektive ejerformer, kendetegnet ved et fuldt gennemført demokrati i forhold til både produktionens indhold og udførsel.
3. Afskaffelse af ufortjente (ved arbejde) indkomster. Brud på renteslaveriet.
4. En række vitale sektorer må være underlagt offentligt ejerskab eller kontrol. Det gælder de dele af økonomien, hvis fortsatte og uafbrudte funktion er nødvendig for, at samfundet kan fungere. Det gælder fx den centrale velfærd, sundhedssektoren, forsyning og infrastruktur.
5. Fagforeninger skal have samme indflydelse som virksomhedsledere og statsfunktionærer.
6. Lukning af børsen og nationalisering af bankerne.
7. Nationalisering af store detailhandelsforretninger.
8. En demokratisk styret, socialistisk og grøn markedsøkonomi.
9. En stor, progressiv skat på kapital, som skal udgøre en stor engangsekspropriering af alle formuer.
10. Patentrettigheder skal afskaffes.
11. Nationalisering af alle store virksomheder.
12. Befolkningen får indflydelse på den overordnede økonomiske udvikling. Det kan være gennem investeringer fra det offentlige, lønmodtagerfonde, pensionskasser eller gennem samarbejde mellem offentlige og private aktører.
13. En socialisme, der peger frem mod et klasseløst/kommunistisk samfund. Dvs. et samfund, hvor den enkeltes frie udvikling er betingelsen for alles frie udvikling, og et samfund hvor enhver yder efter evne og nyder efter behov.
14. Reduktion af pensionsalderen fra 65 til 55.
15. Overskudsdeling med arbejderne i alle store virksomheder.
16. En række vitale sektorer må være underlagt offentligt ejerskab eller kontrol.

Den røde tråd i alle forslagene – og den er virkelig rød - er, at staten på almenvellets vegne skal regulere tæt, hvad der sker i samfundet. Det drejer sig altså om stærk kollektivisme og centralisering. Og borgerlige, liberale og konservative er de bestemt ikke – tværtimod.  

Så hvem kom de forslag egentlig fra? Fire af dem er fra Hitlers nationalsocialistiske partipartiprogram fra 1920. Fire andre stammer fra Enhedslisten i Danmark i 2013. Yderligere fire er fra Mussolinis fascistpartis program Il manifesto dei fasci italiani di combattimento fra 1919, og slutteligt er fire fra Socialistisk Folkeparti i Danmark i 2012. Altså fra fire partier, der kaldte sig selv for socialistiske. Jeg har blandet dem lidt sammen for sjov, så man kan more sig over at rede trådene ud.  

Lad os kalde partierne, hvad de er

Hvad skal vi gøre ved denne problemstilling? Må jeg foreslå, at folk - og specielt journalister - ophører med at betegne partier som Liberal Alliance og Nye Borgerlige som ”højreradikale” eller lignende, for herved skabes en fuldstændigt urimelig stråmand. En stråmand, hvor de i manges tanker helt meningsløst sidestilles med nazi-facsistisk mentalitet, selvom ingen af disse partier går ind for en forvokset, altdominerende og moraliserende stat, nationaliseringer, retro-teknologier, fortidsromantik, centralisering, osv. – tværtimod.

Hvad skal man så kalde dem? Hvad med at kalde Liberal Alliance for ”liberale”, Nye Borgerlige for ”borgerlige” og De Konservative for ”konservative”, Socialistisk Folkeparti for ”socialistiske” og de resterende for det, de selv vil kaldes.


Lars Tvede er ingeniør, civiløkonom, serieiværksætter, finansmand og forfatter til 14 anmelderroste fagbøger."

Artiklen i sin helhed kan læses her.

mandag den 11. september 2017

Jernbanedriften

Hvad var årsagerne til jernbanens fremvækst? Lav en årsagssammenhæng med billeder, talebobler, pile og kasser i flotte farver, der viser hele den årsagsKÆDE, der leder frem til udbredelsen af passagertrafik med jernbane. Billederne skal være underbygget med kort og præcis forklarende tekst. Forhold jer til, at ingen havde forestillet sig den udvikling, den skete bare ved at det ene tog det andet. Overvej hvem eller hvad, der driver historien og udviklingen frem. Hvad leder til innovation? Hvilken rolle spiller eksisterende institutioner? Hvilken rolle spiller markedskræfterne? Hvilken rolle spiller lovgivningen? Lad det fremgå. Hvis One-Note virker, ligger I jeres planche i samarbejdsområdet. 

tirsdag den 29. august 2017

De vigtigste spørgsmål til den industriele revolution

  1. Hvad stod tidligere i vejen for, at akkumulering af kapital blev set som et mål i sig selv?
  2. Hvad handlede Europas mange krige i 1600 og 1700 tallet om?
  3. Hvordan var handelen med kolonierne organiseret?
  4. Hvordan kan Europas mange krige have været medvirkende til, at det var Europa der først blev industrialiseret?
  5. Hvilken rolle spillede staten i forbindelse med oprettelsen af de første fabrikker?
  6. Hvilken betydning havde slavehandelen for, at det var Europa der først blev industrialiseret?
  7. Hvorfor var det Indien der blev oversvømmet af billigt klæde fra Storbritannien i 1800 tallet, og ikke Indien der oversvømmede Storbritannien med billigt klæde allerede i 1700 tallet? Indiske arbejdere var trods alt de billigste.
  8. Hvordan har flaskehalse i produktionen været med til at udløse det innovative pres, der i sidste ende førte til indførelsen af arbejdskraftbesparende teknologi?
  9. Hvad udløste overnævnte flaksehalse?
  10. Det hævdes ofte, at når den industrielle revolution startede i England, hang det sammen med at ideer om fri markedsøkonomi havde vundet mest udbredelse netop der. Er du enig? Opsummer hvilken rolle har de frie markedskræfter har spillet i den udvikling der muliggjorde den industrielle revolution? 


torsdag den 20. april 2017

Liberalismens udbredelse i Storbritannien

  1. Forklar hvorfor det engang var amoralsk at forlange den pris for en vare, som man havde lyst til?
  2. Hvilke politiske omvæltninger kan have medvirket til, at det blev i Storbritannien at liberalismen først blev udbredt?
  3. Giv en kritik af dette argument: Det var religionens skyld, at Europa kun udviklede sig langsomt i middelalderen, fordi det var religionen der dikterede, at det var syndigt at tage initiativ og tjene penge.
  4. Hvordan kan vi blive rigere bare ved at handle med hinanden? At varer skifter hænder, betyder da ikke, at der kommer flere varer?
  5. Hvad godt er der ved fri prisdannelse? Hvorfor mener Adam Smith at fri prisdannelse er absolut nødvendigt?
  6. Hvorfor skal vi ifølge Adam Smith ikke bekymre os om arbejdsløshed og fattigdom? Hvorfor skal vi bekymre os ifølge Malthus og Ricardo?
  7. Hvad er forskellen på teorien om de absolutte handelsfordele og de komparative handelsfordele?


tirsdag den 28. februar 2017

Fra Afspænding til Afghanistan

  1. Hvad var motivet for Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet i 1968?
  2. Hvilke interesser bragte Kina og USA sammen i starten af 1970’erne?
  3. Hvilke politiske strømninger karakteriserede det såkaldte ungdomsoprør?
  4. Hvorledes bliver Sovjetunionen involveret i Afghanistan?
  5. Hvorfor møder kommunisterne modstand mod deres politik i Afghanistan?
  6. Hvorfor vælger Sovjetunionen at invadere Afghanistan? (inddrag tekst 35 i besvarelsen)
  7. Hvorfor taber Sovjetunionen krigen i Afghanistan? (kræver selvstændig informationssøgning)


søndag den 5. februar 2017

Berlin 1961

  1. Hvorfor er Berlin delt i øst og vest?
  2. Hvad er henholdsvis DDR’s og Sovjetunionens motiver for at opføre Berlinmuren? Inddrag kilde 15 og 18 i dit svar.
  3. Hvorfor bliver Berlinmuren først opført i 1961?
  4. Var Berlinmuren en succes?
  5. Hvorfor kommer der problemer i relationerne mellem Sovjetunionen og Kina?
  6. Hvorfor bliver Cuba kommunistisk?
  7. Hvilken supermagt klarer sig bedst i rumkapløbet?


søndag den 22. januar 2017

Kold krig i 1950'erne

1: Hvis Stalin ønskede et genforenet neturalt Tyskland, hvorfor opstod DDR? Hvornår mon Sovjetunionen opgav tanken om et genforenet Tyskland?

2: Hvad var årsagerne til Koreakrigen? Hvorfor var der potentiale for konflikt? Hvem havde interesse i krigen?

3: Efter Stalins død ønsker Sovjetunionen fredelig sameksistens med vesten. Hvorfor sker det ikke?

4: Der var opstande i østblokken i 1953, 2x1956, og 1968. Hvorfor udnytter USA og vesten ikke denne mulighed for at løsrive de østeuropæiske lande fra Sovjetunionens interessesfære?

5: I 1956 var der både opstand i Polen og Ungarn. Hvorfor ender opstanden i Polen med et kompromis, mens opstanden i Ungarn slås ned med militær intervention?

torsdag den 12. januar 2017

Ansvaret for den kolde krigs udbrud?

Hvem eller hvad havde skylden for den kolde krigs udbrud? Benyt jer dels af lærebogens tekst, dels af de udleverede kilder, dels af selvstændig litteratursøgning og leksikaopslag. Husk kildeangivelse når I finder oplysninger selv. 

Læs kilde 5 side 27. Opsummer indholdet.
Hvad gjorde vestmagterne i 1945-47 der kunne gøre Sovjetunionen mistroisk og fjendtlig overfor deres hensigter? Slå f.eks. op hvad der blev aftalt på Potsdam vedr. Tysklands fremtid. Læs også om Fultontalen.
Forstå hvad der foregår i Grækenland. Hvad er baggrunden for Trumandoktrinen? Vurder amerikaners motiver.
Hvad gjorde Sovjetunionen i 1945-47 der kunne gøre vestmagterne mistroiske og fjendtlige overfor dens hensigter? Læs om Kennans Lange Telegram. Læs teksten Stalin Fortæller, der er vedhæftet denne lektion i Ludus.

Hvor vil I placere hovedansvaret for den udvikling der ledte til Den kolde Krig?

tirsdag den 3. januar 2017

Den kolde Krig begynder

  1. Hvilke nationer var blevet stormagter efter Anden Verdenskrig og hvorfor? Hvilke lande var ikke længere stormagter? Hvorfor?
  2. Hvem var de mest betydende personer i international politik i 1945?
  3. Havde Stalin grund til at nære mistænksomhed over for de allieredes vilje til at samarbejde med Sovjetunionen under Anden Verdenskrig?
  4. Hvad havde hidtil, før Anden Verdenskrig, karakteriseret stormagternes udenrigspolitik?
  5. Forklar de tre stormagters udenrigspolitiske interesser efter Anden Verdenskrig.
  6. I har fået tildelt en Stormagt. Lav en tale som om I var statsleder eller udenrigsminister for denne stormagt. Talen skal retfærdiggøre jeres interesser og handlemåde.